Gennem hele vores historie har vores fundamentale filosofi omkring produktudvikling aldrig ændret sig.
Fokus på brugervenlighed og design, og hårdt arbejde med at få teknologien til at træde i baggrunden har været en del af vores DNA siden starten. En praksis, der går på, at en god løsning, er en løsning med så lidt friktion som muligt, hvor brugeren aldrig farer vild.
At lave digitale produkter, der er så brugervenlige, at brugerne ikke ænser de tekniske kompleksiteter, kræver hårdt arbejde og en utrættelig fokus på brugeren. Det er ret nemt at lade større projekter gå op i, at kunne klikke funktioner af på et Excel-ark - at sikre en høj brugervenlighed og finesse kræver stædig vedholdenhed. Det er denne fokus, som vi gennem mere end 17 år har gjort til en af vores centrale værdier.
Novasa består af et team på omkring 10 designere, app- og backend-udviklere, der alle brænder for at lave produkter, som brugerne vil elske.
Tag med os på et lille tilbageblik gennem vores mere end 17 år.
Hurra! Novasa bliver grundlagt af Jesper Schläger og Anders Hedegren. I de første par år er Novasa primært en spiludvikler med fokus på de nye mobiltelefoner med farveskærme fra bl.a. Nokia, Sony Ericsson og Samsung.
At sælge sine spil i tiden før iPhone og Android kræver dog aftaler med hundredevis af salgskanaler verden over. Desværre var de ikke altid lige gode til at betale deres regninger. Derfor beslutter vi hurtigt at lave vores egen app-butik, så vi kan være sikre på at få vores penge.
Apps begynder at vinde frem. Dengang kalder vi dem dog ikke apps. Faktisk har vi ikke et godt ord for hvad vi laver, udover “mobil software”. I de følgende år laver vi en række ambitiøse apps, primært for udenlandske kunder, lige fra Canada og USA til Sydafrika. Bl.a. laver vi en af de første VoIP-telefoni-apps samt en social media-app.
Mulighederne for at lave lækre brugergrænseflader er begrænsede, og de fleste apps i denne tid ligner regneark. Vi presser dog citronen med innovationer som bitmap-skrifttyper med dynamisk kerning og animationer. I dag kan det virke banalt, men dengang var det banebrydende, at have ægte skrifttyper i en mobil-app.
Året forinden lancerer Apple iPhone. En revolutionerende telefon, der dog har ét stort problem - ingen mulighed for at installere tredjepartssoftware. Hvor vover de? De råder bod på miseren i det efterfølgende år med iPhone 3G og App Store.
Som Apple-nørder har Novasa allerede inden App Stores lancering flere apps under udvikling, og vi kan med det samme mærke, at det her kommer til at ændre alt. iPhone føles som en ægte computerplatform, hvor alt er muligt. I de følgende år laver vi som en af Europas eneste iPhone-udviklere en lang række apps for kunder i hele verden - fra Belgien til Sydafrika og Australien. Flere af dem hopper direkte ind på download-charten.
Novasa får sin første store, kendte klient, da Københavns Lufthavne beslutter sig for, at lade os udvikle deres iPhone-app. Vi går til opgaven med ærefrygt. Herefter følger et langt samarbejde, der nu har strakt sig over 10 år. Undervejs laver vi udover den almindelige passager-app bl.a. en app til kinesiske turister med maskinoversættelse af skilte, samt en avanceret enterprise-løsning, hvorfra medarbejdere i lufthavnen kan håndtere et mylder af funktioner.
I de efterfølgende år udvikler vi apps for nogle af Danmarks førende virksomheder
Novasa arbejder med et væld af kunder - nogle små nogle store. Vi laver alt fra Momondos første iOS og Android-apps, flere dating-apps samt en kødscanner, der kan beregne fedtprocenten i hakket kød.
I 2013 lancerer vi en iPad-app til Georg Jensen, der skal bruges som katalog i deres detail-butikker. Med et dertilhørende web-baseret CMS bliver dette til Presentor, som over de næste år udvikler sig til en avanceret salgsplatform, der giver sælgere en smuk, brandet app med alle deres præsentationer og dokumenter.
Det bliver til en succes, der over de næste år tiltrækker kunder som TDC, Danfoss, NKT og Pharmacosmos.
Appen er blevet et modent medie, og i stigende grad består vores arbejde i at levere hele løsninger - lige fra koncept, design, appudvikling samt de backend-løsninger, der får det hele til at fungere.
I denne periode lancerer vi bl.a. en helt ny version af CPH Airport, baseret på et home-feed med alle passagerens vigtige detaljer.
Vi relancerer REMA 1000’s app med mulighed for bestilling og levering af dagligvarer. Modsat konkurrenterne foregår dette dog ved crowdsourcing af indkøbsopgaverne til andre brugere. Inden lanceringen er det et åbent spørgsmål, om der findes folk der vil bestille varer leveret af alm. mennesker, og om der findes personer der gider at levere varer for andre brugere. Svaret viser sig at være et rungende ja, og REMA 1000 er i dag en stor spiller på markedet for levering af dagligvarer. Alt dette er bygget fra bunden af Novasa.
Novasa Interactive ApS
Gothersgade 175, 3.th.
DK-1123 København K
Denmark
CVR: 30912853
Har I brug for en kreativ, seriøs og stabil partner til jeres næste projekt? Så er vi måske skabt for hinanden.
Indtast dine kontaktinformationer herunder og tryk “Send”, så vil Novasa’s Anders Hedegren kontakte dig hurtigst muligt.
Novasa Interactive ApS
Gothersgade 175, 3.th.
DK-1123 København K
Denmark
CVR: 30912853